|
Af antikvitetshandler Tove
Jespersen, Klitgaarden Antik
& Ting,
Nymindegab
Danmark har flere århundreders tradition indenfor
pottemageri og set i forhold til landets størrelse, har der været rigtig
mange pottemagere – næsten enhver lille by har haft en pottemager - mange
kendt ud over landets grænser.
Vi starter rundturen i det 19.århundrede på Bornholm (en
lille ø i Østersøen).
Michael
Andersen & Søn, Rønne på Bornholm (1890-)
Fabrikken bliver grundlagt af pottemager Jens Michael
Andersen, hvis 4 sønner alle bliver uddannet keramikere og er virksomme
på fabrikken (den tidligere Th. Stibolts Terrakottafabrik).
I starten fremstilles brugsting til køkkenet, modeller af
kendte kunstneres figurer, græske vaser og oldnordiske krukker.
Den ældste søn Daniel Folkmann Andersen (1885-1959)
viser sig at være yderst kreativ og kunstnerisk. Allerede fra 1905 sætter
han dagsordenen for fabrikkens kunstneriske udvikling. Hans former bærer ofte
plante- eller dyredekora-tioner med glasurer i mange farver samtidigt.
Disse varer bliver fremstillet i blymajolika (lervarer med blank
løbeglasur), hvilket passer godt til vasernes udformning, der er efter
datidens mode, som udspringer af fransk art nouveau stil (1890-1910). I
Danmark bliver stilen kaldt ”skønvirke” efter kunstindustritidsskriftet af
samme navn fra 1914 (stilen er længere om at slå igennem her i landet).
Broderen Michael Ejner Andersen lancerer i 1920’erne
majolika serierne ”Dania” og ”Kobolt” i enkle og glatte former.
1935 får Daniel Andersens nyskabelse – keramik i
persia-teknik – guldmedalje på verdensudstillingen i Bruxelles.
  
Kunstneren Marianne Starck (1931-) bliver ansat i
1955 og bliver en kunstnerisk dynamo især indenfor fabrikkens stentøj, som
hun former og dekorerer i den for dansk design kendte rene stil i 50’, 60’
og 70’erne.
Kunstnere: Th. Stibolt (1848-1901, han sælger sin
terrakottafabrik til Ejner Michael Andersen i 1890), Jacob. J. Bregnø
(1877-1946, billedhugger), Knud Kyhn (1880-1969, maler, billedhugger
og keramiker), Ernst Weber, m.fl.
I 1890’erne benyttes et presset stempel: Michael Andersen i
gotiske bogstaver, ca. 1900-1916 bruger man det samme stempel med latinske
bogstaver. Presset stempel MA & S bruges fra 1916 og fabrikkens senere
kendte 3 fisk (Rønnes byvåben) fra 1930.
Der kan være genstande, som er stemplet C. V. Kjær
(en københavnsk grosserer, der 1900-14 får lavet ting på fabrikken, udført
af især Jens Michael Andersen, efter egne tegninger med bl.a.
reliefdekoration, kaldet lerintarsia).
Fabrikken fremstiller stadigvæk keramik, men i meget lille
omfang.
L.
Hjorths Terrakotta-Fabrik, Rønne på Bornholm (1859-1993)
Pottemager Lauritz Adolph Hjorth (1834-1912) starter
med at fremstille vandkølere, urtepotteskjulere og mælkekander, men fra
1862 bliver det alene vaser og figurer i terrakotta. Modeller af antikke
græske vaser og af danske oldsager er højeste mode og bliver solgt over
hele verden. Hjorths terrakottating er ligeledes rigt repræsenteret på
tidens verdensudstillinger og tildeles mange præmier.
Ca. 1900 kommer art nouveau stilen (skønvirkestilen) også
til Hjorth ofte anvendt i sortbrændt terrakotta.
Stærkt inspireret af den danske billedhugger Bertel
Thorvaldsen, bliver der fremstillet statuetter i terrakotta.
Lauritz Hjorths 2 sønner Peter Christian Hjorth
(1873-1959) og Hans Adolph Hjorth (1878-1966) overtager fabrikken i
1912 og er uddannet keramikere.
Hans Hjorth fremstiller fabrikkens første stentøj i 1902 og
får flere internationale priser i 1910,1913, 1915 (San Francisco) og 1929
(Barcelona) for dette fremragende stentøj. Hans Hjorth startede eget
værksted 1931.
Apotekerkrukker har været en specialitet hos Hjorth siden
1929, hvor de første blev lavet til Rønne Apotek.
Danmarks første egentlige stentøjsserie bliver fremstillet
hos Hjorth i årene 1913-40 og meget af dette bliver dekoreret af søsteren Thora
Margrethe Hjorth (1875-1970). Omkring 2. verdenskrig produceres der
hvide fajanceting.
 
I tidens løb har der været adskillige kunstnere tilknyttet fabrikken:
Holger Drachmann (1846-1908, kunstmaler og digter), Kristian
Zahrtmann (1843-1917, kunstmaler), Gertrud Kudielka (1896-1984),
Adam Fischer (1888-1968), Erik Hjorth (1906-82, søn af Peter
Hjorth), Lisbeth Munch-Petersen (1909-97, datter af Hans Hjorth), Helge
Christoffersen (1925-65), Ursula Munch-Petersen (1937- barnebarn
af Hans Hjorth), Eva Sjøgren, Jane Reumert (1942-), Ulla
Gahrn (1937-) med flere.
 
1982 overtager keramikerne Ulla Hjorth (1945-) og Marie
Hjorth (1941-) fabrikken efter faderen Erik Hjorth (1906-82).
De første ting er ustemplede, så stemples eller håndsigneres
med L. Hjorth og fra 1902 tilføjes en hjortefigur, senere kommer der en
ring om figuren. Hans Adolph Hjorth håndsigner sine egne unika ting, ligeså
visse senere kunstnere.
1993 lukker fabrikken, men i 1995 bliver den genåbnet som
arbejdende museum.
Søholm,
Rønne på Bornholm (1835-1996)
Søholm er den ældste keramikfabrik, der har ligget på
Bornholm.
Fabrikken startes af Herman Sonne Wolffsen (-1887) og
Edvard Chr. Sonne (-1876) i 1835, men fra 1841er Wolffsen alene om
fabrikken. Navnet Søholm overtages fra Wolffsens og Sonnes gamle
arbejdsplads – en fajancefabrik, der har ligget i Hvidøre, Hellerup ved
København i 1828-39 (i 1834 bortforpagtes denne).
I starten bliver der produceret meget af den gule bornholmske
”fajance” til husholdning: Buddingforme, krukker, skåle, fade
o.l.
Under 2. verdenskrig fremstiller man piber, i dag er der meget
få af disse tilbage. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne bliver der
produceret en del stel. Vaser og skåle af Nis Stougaard
(1906-87) – ofte med motiver fra Bornholm.
 
Der kan nævnes kunstnere som Hans Ancher Wolffsen
(1870-1924, barnebarn af Herman Sonne Wolffsen), Henning Seidelin
(1904-87, billedhugger), Johannes Hedegaard (1915-, billedhugger), Nanna
Ditzel (1923-, møbelarkitekt), Arne Ranslet (1931-), Gerd
Hiort Petersen (1937-), Noomi Backhausen (1938-), Maria
Philippi (1927-2004), Haico
Nitzsche
(1943-), Per Rehfeldt (1951-) m.fl.
I 1960’-1970’erne bliver der designet meget stentøj, som i
dag er samlerobjekter for retrofans.
Man kender ikke stempler fra fabrikkens start.
Fra ca. 1910 kendes et rundt, malet mærke med krone og skib
(der har været forskellige mrk.). Andet er med et malet eller presset
stempel med skriften Søholm, Bornholm. Visse ting er stemplet H.
Wolffsen & Søn (ca.1903-15).
Bornholmske aviser beskriver i 1931 Søholm som den førende
indenfor plagiater af Ipsen, Hjorth og Den kgl. Porc.
Fabrikken lukker 1996.
P.
Ipsens Enke, Kbh. Utterslev (1843-1955)
Fabrikken
grundlægges 1843 af pottemager Rasmus Peter Ipsen (1815-60) fra
Bornholm.
Peter
Ipsens helt unge år er helt Oliver Twist-agtig – han går meget grueligt
igennem, inden heldet er med ham.
Han må som
stor dreng arbejde fra tidlig morgen til sen aften med hårdt fysisk arbejde
– en tid, der giver ham en helbredsmæssig svækkelse, som han kommer til at
”bære på” resten af livet. Med hjælp fra en ven kommer han ind på Den
kongelige Porcelænsfabrik, dette viser sig at være det rette for Ipsen. Han
udvikler sig til en mesterlig drejer med
sans for
form og farver og i 1843 – 28 år gammel, starter han sit eget
pottemagerværksted og gifter sig med Lovise Christine Ipsen
(1822-1905).
Hængeurtepotter
i terrakotta bliver i starten værkstedets levebrød. Derudover fremstiller
Ipsen figurer, statuetter samt krukker, vaser og opsatser - også i
terrakotta - i antik stil med bemalinger i oliefarver - ofte efter motiver
hentet fra den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844).
Peter
Ipsen får skabt en god kontakt til datidens danske kunstnere – heraf mange
billedhuggere, og det går ham så godt, at han i 1847 har råd til at bygge
fabrikken i Utterslev.
Peter Ipsen
dør i en tidlig alder kun 45 år gammel i 1860. Hans enke Lovise Ipsen fører
fabrikken videre, hvilket er ret usædvanligt af en kvinde på den tid, men
hun har et indgående kendskab til fabrikken, i det hun har haft sin daglige
gang der. Den ældste søn Bertel Ipsen (1846-1917) bliver udlært
pottemager og overtager som 19-årig ledelsen for sin mor i 1865.
Bertel
Ipsen viderefører kontakterne med kunstverdenen og fremstillingen af
terrakotta varerne i antik stil og statuetter fortsætter, disse fremstilles
i samarbejde med førende danske billedhuggere og malere ofte i den Thorvaldenske stil.
 
Bertel Ipsen deltager på flere verdensudstillinger og
efterspørgselen på de antikke ting er så stor, at der åbnes butikker i
Paris og London.
Terrakottavarerne fra P. Ipsen og L. Hjorts tidlige periode
ligner til forveksling hinanden, og hvis disse ikke er stemplet kan det
være næsten umuligt at se forskel. Ofte er det de samme motiver og
modeller, der fremstilles. Men skønt de 2 fabrikker er konkurrenter, har de
et vist samarbejde. Ipsen får nogle ting fremstillet hos Hjorth, og
medarbejdere fra Hjorth er af og til på korte arbejdsvisitter hos Ipsen.
Bertel Ipsen fremstiller i 1872 fabrikkens første glasur.
 
Bertel Ipsen er klar over, at en ny stil skal indføres.
Moden ændrer sig hen imod 1900, og de antikke tings popularitet er ved at
være dalende. I dag sælges disse ting for meget høje summer.
Stilskiftet begynder så småt i 1890’erne, i det man går over
til at sortbrænde terrakottavarerne, hvilket indbringer fabrikken mange
præmier, men jugendstilen (skønvirke) er kommet på mode og indføres hos
Ipsen bl.a. via
Thorvald Bindesbøll (1846-1908, arkitekt og billedhugger),
Georg Jensen (1866-1935, billedhugger og sølvsmed) og
Chr. Joachim (1870-1943, maler og keramiker), der alle
samarbejder med Ipsen i 1890’erne.
 
Bindesbøll, der i dag af mange betragtes, som en af
pionererne indenfor dansk keramik. En meget excentrisk kunstner. Han bliver
betragtet som en provo og bliver ikke uden grund kaldt ”Bølle” – enten kan
man lide ham, eller også kan man ikke fordrage ham, men Bertel Ipsen synes
han er spændende og inspirerende, han har et godt samarbejde med ham. Mange
af hans modeller anvendes helt frem til fabrikkens lukning.
Georg Jensen fremstiller kun nogle enkelte ting for
Ipsen før han helliger sig sølvet og starter 1904 sin verdensberømte
sølvsmedje.
Chr. Joachim kendes for nogle vaser og krukker med
svampemotiver. Skønt han mangler højre arm, formår han ved en enorm
viljestyrke at uddanne sig som maler og bliver i en årrække kunstnerisk
leder på fajancefabrikken Aluminia og kunstnerisk direktør på Den kgl.
Porcelænsfabrik.
Fra 1910 fremstilles en mængde krukker, vaser, opsatser osv.
med matte gul- og rødgrønne glasurer – også kaldet papegøjeglasurer. Disse
varer er i dag ofte, det som folk forbinder med Ipsen keramik.
 
1917 dør Bertel Ipsen og fabrikken købes af Carl Stenders
Kunstforlag - en ny periode indledes.
Nye glasurer bliver udviklet – bl.a. en blå.
 
I det hele taget kommer der en masse nye glasurer til i
perioden 1920-40: ”Kamæleonglasur” (en glasur, der skinner i mange farver
tilsat guld, platin eller sølv), jadeglasur (mat grøn), ”Danitglasur”
(rødlilla eller blågrøn glasur i et stort krakeleret netværk, metalglasur
især i grønne farver, bronzeglasur, eliteglasur (hvid fajanceglasur),
elfenbensglasur, okseblodsglasur og celadonglasur (grågrøn blank)
m.m..
Georg Thylstrup (1884-1930, billedhugger, sølvsmed og
keramiker) fremstiller en række figurer som fiskerkoner, havfruer og
fabeldyr i perioden 1924-30. Disse figurer er i dag meget eftertragtede.
Kai Nielsen (1882-1924, maler og billedhugger)
fremstiller 1910 en lille nordisk pigefigur kaldet ”Venus Kalipygos” (navnet
er taget fra den græske kærlighedsgudinde Afrodites tilnavn Kalipygos, der
betyder ”Hende med den smukke ende” ), denne figur bliver en stor succes.
 
Ib Just Andersen (1884-1943, billedhugger, maler og
sølvsmed) fremstiller i 1940 nogle enkelte havfruefigurer, der minder meget
om de verdensberømte figurer og vaser m.m. han fremstiller i Diskometal og
tin på sin egen sølvsmedje.
Axel Salto (1889-1961, grafiker, maler og keramiker)
arbejder kortvarigt hos Ipsen og fremstiller sine knoppede og
spirende vaser samt hjorte- og antilopehoveder. Ting som i
dag sættes lig med Salto og er særdeles efterspurgte indenfor dansk
kunsthåndværk fra det 20ende århundrede.
 
En række internationale kendte kunstnere har været
tilknyttet fabrikken, men da det vil række for vidt at nævne alle, skal der
her tilføjes nogle udover dem, der allerede er nævnt: Lauritz Jensen
(1859-1935, billedhugger ), Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958, maler),
Ellen Locher (1883-1956, billedhugger), Axel Sørensen (1891-1967, keramiker),
Axel Jensen (billedhugger), Bode Willumsen (1895-1987, billedhugger og
keramiker), Arno Malinowski (1899-1976, billedhugger), Charles Bøgh
(billedhugger), Adam Thylstrup (billedhugger), Niels Norvil (billedhugger
og keramiker), Arne Bang (1901-83, billedhugger og keramiker), Volmer
Bahner (1912-, billedhugger og sølvsmed), Johannes Hedegaard (1925-,
billedhugger) og blandt mange andre.
Fabrikkens stempler er presset P.I. (1843-50), P. Ipsen
(1850-70), P. Ipsen Eneret (1871-1917) og P.I.E. med en krone (1918-55) og
der foruden kan kunstnerens signatur forekomme.
1955 lukker fabrikken. Konkurrencen bliver for stor bl.a.
fra stentøj, som man hos Ipsen vælger ikke at fremstille. Det er blevet til
et utal af medaljer på udstillinger verden over fra 1852-1935.
Herman
H. C. Kähler, Næstved på Sjælland (1839-1974)
Eftertiden må glæde sig over, at pottemager Joachim
Christian Herman Kähler (1808-1884) rejste fra hertugdømmet Holsten
(Holstein) og valgte at slå sig ned i Næstved (Nestved) i 1839. Hermed var
grundstenen lagt til et af de største flagskibe indenfor dansk keramik, med
fremstilling af eminent og internationalt berømmet kunstkeramik.
I værkstedets første - ca. 30 år - bliver der fremstillet
etagekakkelovne (i disse år værkstedets levebrød og speciale) samt
kildevandsdunke og brugsting til køkkenet med en smule hornmaling.
1872 overtager sønnerne Herman August Kähler
(1846-1917, fra ham stammer HAK’et) og Carl Frederik Kähler
(1850-1920) værkstedet. De er begge udlært
pottemagere hos faderen. Herman A. overtager ovnfremstillingen, og følger
sin lyst til at få sit eget og 1875 bygger han det værksted, vi i dag
forbinder med Kählers værksted i Næstved. Carl, som overtog pottemagerdelen,
står nu alene tilbage i det gamle værksted, og beslutter i 1896 at sælge.
I 1883 søger opretteren - af Københavns ”Tegneskole for
Kvinder” - Vilhelm Klein (1835-1913, arkitekt) samarbejde med et
værksted, som kan fremstille, brænde og glasere de fade og krukker, som
hans elever dekorerer. Samarbejdspartneren bliver Herman A. Kähler, og
hermed er startskuddet affyret til en lang række frodige og kunstneriske
år, som skal vise sig at gøre værkstedet til en ener i dansk keramiks
historie.
Samarbejdet med Klein bliver ikke særlig langt, men det
giver Herman A. ideen til at prøve noget mere end fremstilling af ovne.
Han eksperimenterer på livet løs med glasurer - bliver ved
og ved - hans mål er en rød lustreglasur (metalglinsende overflade, f. eks.
kobber), som brugtes af den italienske Maestro Giorgio fra Gubbio (Italien)
i 1500-tallet. I 1888 præsenterer han en rubinrød glasur, som senere skal
vise sig at gøre ham verdensberømt, og som i dag kaldes ”Kähler rød”.
 
I mellemtiden har de første af en lang række kunstnere
etableret samarbejde med værkstedet:
Fra 1885-1907 - Hans Andersen Brendekilde (1857-1942,
maler) dekorer nogle få ting med motiver fra eventyr- og sagnverdenen -
trolderier, hekse osv. – tit med modellerede figurer.
Fra 1886-1888 - Carl Ove Julian Lund også kaldet ”Døve
Lund”(1857-1936, porcelænsmaler) prøver med underglasur-maleri
(dekoration direkte på det rå materiale), hvilket viser sig ikke at være så
godt egnet til lertøj som til porcelæn, så det fænger ikke rigtig an.
Fra 1888-1914 - Karl Hansen Reistrup (1863-1929, maler
og billedkunstner), der bliver værkstedets kunstneriske
leder.
Han får et tæt samarbejde med Herman A. De vaser og
krukker, han formgiver, og som Herman A. drejer, forsynes med modellerede dyrehoveder
og egner sig i stil og facon (art nouveauagtig) fortrinligt til den
nyskabte røde lustreglasur. Dette samarbejde bliver præsenteret på
verdensudstillingen i Paris 1889. Den røde lustre begejstrer og med ´et
slag er Kähler verdensberømt. Mange internationale museer køber godt ind.
Hansen Reistrup fremstiller i de kommende år en række store vægfriser
bl.a. ”Påfuglefrisen” i 1897, der sælges til Nationalmuseet i Stockholm,
”Ørnefrisen” i 1897 købes af Sevres-Museet (hvor han i nogle år var
dekorationsmaler). Der foruden laves der friser til Århus Teater, Ny
Carlsberg Glyptoteket og Københavns Rådhus (krage- og mågefrise) blandt
mange andre. Elefantporten og elefanthovederne hos bryggeriet Carlsberg i
København er også hans værk.
Fra 1889-1890 - Laurits Andersen Ring (1854-1933, maler) laver
kun nogle få ting hos Kähler; han foretrækker kunstmaleriet. Gifter sig
1896 med Herman A’s datter Sigrid Kähler (1874-1923), som arbejder
på værkstedet med dekoration og som også fremstiller et par enkelte vaser
med blomsterdekoration. Da hun først er blevet gift helliger hun sig det
husmoderlige.
Fra 1890-1891 (også kort i 1887) - Thorvald Bindesbøll
(1846-1908, arkitekt) formgiver et mindre antal vaser og krukker med begitning
(flydende lerlag) og sgrafitto (indridset mønster i begitning) i abstrakte
mønstre efter fransk art nouveau stil (periode 1890-1910, der i Tyskland
kaldes jugendstil og i Danmark kaldes ”skønvirke” efter et dansk
kunstindustri tidsskrift af samme navn udgivet første gang i 1914 og
illustreret af Bindesbøll; stilen er længere om at slå igennem i Danmark).
Bindesbøll er en meget dominerende type - primadonnaagtig -
og mener ikke, der er plads til både Hansen Reistrup og ham, men deri er
Herman A. slet ikke enig, så beskeden er nærmest: ”Hvis ikke du kan lide
lugten i bageriet, må du finde et andet sted”, så ”Bøllen” (Bindesbølls
øgenavn) forlader værkstedet.
Disse år er meget succesfyldte. Kählerværkstedet deltager i
udstillinger overalt i Europa og USA, og der sælges masser til Europas
førende museer. Medaljer høstes såvel som rosende omtale i tidens hotteste
kunsttidsskrifter. Der skabes forretningsforbindelser over hele verden –
succesen er stor.
Fra 1901 kommer Herman A. Kählers søn Herman Hans
Christian Kähler (1876-1940, udlært hos faderen) som 25-årig
i ledelsen af værkstedet – en ny tid starter.
Herman H C er træt af den røde lustre og mener, at tiden er
inde til forandring. Han er, ligesom den unge generation Bertel Ipsen fra
P. Ipsens Enke, fascineret af Bindesbøll og dennes begittede keramik. Så
det passer ham fint, at en anden jævnaldrende Bindesbøll fan - Svend
Hammershøi - ankommer til værkstedet, og starter med at fremstille
begittemalede krukker og vaser. Herman H C selv arbejder ihærdigt med
hornmaleri, som han gerne ser indført igen hos Kähler på drejede
pottemagerting.
Pottemagertraditionen har i en årrække været skubbet lidt i
baggrunden til fordel for de formstøbte varer. 1896 ankommer den
legendariske drejer Lars Peter Olsen (1865-1950)også kaldet gamle Olsen
fra det ”gamle værksted”, som Carl F Kähler lige har solgt. Lars Peter
Olsen og Herman H C kører nu parløb med eksperimenterne med hornmaleriet.
Fra 1908 indføres hornmaleriet, som hurtigt bliver Kählers
hovedvare, og som eftertiden forbinder med Kähler keramik.
  
Hornmaleriet er en svær teknik, der kræver en sikker hånd,
og især når der arbejdes vådt i vådt. Der fyldes begitning (farvet ler rørt
op i vand) i et udhulet kohorn, hvor spidsen er skåret af. I denne spids er
der isat spidsen af en gåsefjer. Gåsefjeren snittes skråt af og kan derved
anvendes som pen. Maleren kan med tommel- og pegefinger klemme omkring
gåsefjeren og dermed styre strømmen af begitning. Hos Kähler arbejdes der
med op til et dusin horn til et stykke dekorations-arbejde.
Herman H C får ved et dynamisk lederskab oparbejdet en meget
dygtig malerstab, som han forstår at motivere, bl.a. ved at give malerne
delvis fri udfoldelsesmulighed indenfor givne rammer. Han fører Kählers
hornmalede keramik frem til noget af det bedste og mest unikke i verden
inden for den genre.
De første ting er dekoreret i mørke brune, blå og grønne
farver med mønstre inspireret af skønvirkestilen, senere bliver
farverne lysere og motiverne lettere. Både farver og motiver
er hele tiden under udvikling, ligesom der kommer nye varer til - te- og
kaffestel, urtepotter, lysestager, askebægre (bl.a. CLOC for De Danske
Spritfabrikker).
  
  
Af kendte malerdamer kan nævnes Signe Steffensen
også kaldet Stefan (1881-1935), hun er i mange år førstedame på
malerstuen og fremstiller også nogle vaser, lysestager og lampefødder i
ornamenteret skønvirkestil. Julie Kabell, Tulle Emborg, Nelly
Lundstein, Elisabeth Ahlmann og Herman H C’s søster Stella Kähler blandt
mange andre.
Fra 1893-1948 - Svend Hammershøi (1873-1948, maler) bliver
den kunstner, som får det længstvarende samarbejde med Kählerværkstedet og
også den kunstner, der hele tiden udvikler sig, hvilket afspejler sig i
hans keramik gennem alle årene.
Måske henter han ny inspiration ved ind i mellem at være væk
fra værkstedet og optaget af andre ting, såsom kunstmaleriet og
bogskrivning (om Bindesbøll). Han arbejder også direkte sammen med
Bindesbøll i 1890’erne hos
G. Eifrig, Københavns Lervarefabrik i Valby. Samarbejdet var
så tæt, at det tit var ham, der efter tegning drejede, formede og
dekorerede, så Bindesbøll blot skulle signere. Det var et stormfuldt
samarbejde, hvor Hammershøi, nok på grund af sin forblændelse af
Bindesbøll, fandt sig i meget.
Samarbejdet med Bindesbøll præger de første vaser og krukker
hos Kähler med begittemalet reliefdekoration i bladornamentik a’ la
Bindesbøll.
Herefter prøver han kræfter med terrakottaen i nogle gotiske
græske og romerske antikke former med bladornamentik som dekoration.
Senere bliver terrakottatingene også dekoreret med
stemplingsmønstre (mønster der udskæres i et stempel, som, ved at rulle hen
over den formede lergenstand, afsætter mønsteret i det våde ler).
Hammershøi bevæger sig til sidst over i geometriske former
med markante profileringer og ofte påsat små modellerede ”knopper”.
Disse ting - vaser, krukker, skåle, urtepotter, urner m.m. med en
grå/sort/hvid glasur bliver en kæmpesucces og er i dag den
Kählerkeramik, som forbindes med Svend Hammershøi.
Han bliver aldrig gift og får ingen børn, men et eller andet
sted må han have følt sig ensom - overalt på arbejde og rejser følger
surrogatbørnene (dukker) ham.
Fra 1913-1941 - Jens Thirslund (1892-1942, maler og
keramiker) Han bliver i 1914 gift med Herman A’s datter Stella
Kähler (1886-1948, malerdame) og bliver værkstedets kunstneriske leder
indtil kort før sin død.
Thirslund er et naturtalent ud i malerkunsten. Bohemetypen,
der indretter sin egen lille afdeling på værkstedet, som en rigtig
kunstnerhule - fyldt med alskens ting og sager overalt på gulv, borde og
vægge. Et sted som bliver samlingspunkt for kunstnerisk hygge og samvær for
datidens danske kunstnerkreds.
Den kunstneriske inspiration henter han hos det orientalske,
især det persiske. Stilen omsætter han i dekorationer, som tilføjes et
humoristisk strejf – ofte dyr og mennesker.
Han arbejder også med hornmaling, men vil gerne prøve andre
ting hvilket fører ham frem til det, der bliver hans speciale. Trylleri med
lystreglasur.
Han maler med lystreglasur i mange farver på en meget
speciel måde med mange finurlige ”kruseduller” og sving i penselen.
Dekorationerne ikke alene anvendes på vaser og krukker, men også på fliser
til ovne og borde.
Thirslund fremkommer med den sort/grå/hvide glasur i 1926,
som anvendes især på Svend Hammershøis ting. Senere fremtryller han en
lignende glasur i turkis/sort.
 
1917 dør Herman A Kähler. Primus motoren der fik sat skub i
det hele.
Efter 1. verdenskrig var der opnået salgskanaler og
repræsentation på de førende museer over hele verden.
Fra 1917-1937 - Helge Daner Jensen (1899-1986, maler)
Han arbejder med hvidglaseret fajance, som han dekorerer med en humoristisk
streg (omridstegning) i klare farver på stilrene vaser og krukker. Det er dekorationen,
der optager ham. Han bruger omridstegning ligesom den lidt ældre ”Kähler
kunstner” keramikeren Jais Nielsen, men udtrykker og vælger mere livsglade
motiver end sidstnævnte.
Han bliver gift med Herman H C’s datter Karen Kähler
(1903-1990,malerdame) i 1925, men skilt i 1935, hvorefter han forlader
Kähler værkstedet.
Fra 1918-1925 - Jais Nielsen (1885-1961,maler og
keramiker). Han fremstiller nogle få ting med bibelske motiver i
omrids-tegninger. Motiver som han bliver så kendt for, dog ikke fra sin
Kähler tid, men fra sin periode hos Den kgl. Porcelænsfabrik.
Fra 1921-1924 - Kai Nielsen (1882-1924, billedhugger og
maler). Han er uhyre flittig, men stiller så høje krav til sig selv, at
det ikke bliver til ret mange nye figurer. Han kommer til Kählerværkstedet
kort før sin død, så det har nok også spillet ind - helbredet er ikke, hvad
det har været. Resultatet bliver, at han lader fremstille mange af sine
allerede kendte figurer med den forandring at de er i større format. Den
lille ”Venus Kalipygos” (Kalipygos betyder: ”Hende med den smukke ende”)
som han i 1910 laver til P. Ipsens Enke - se artikel - bliver også
fremstillet hos Kähler. Hos Kähler står hun på en rund sokkel i stedet for
på en firkantet som hos Ipsen.
Fra 1921-1925 - Knud Kyhn (1880-1969, billedhugger,
keramiker og maler). Kendt for sine dyrefigurer - ofte katte og bjørne.
De bliver fremstillet i rød terrakotta.
I 30’erne kommer en række nye glasurer til. En blå og en
sort lustre. Kraftig gul og orangegul uranglasur. En turkis,
der i dag kaldes ”gammel turkis”. Mat brun, grøn og orange glasur.
Stempeldekoration kommer for at blive. Sgrafitto teknik
genoptages i 40’erne.
  
Herman H C Kähler dør 1940.
Fjerde generation tager over. Sønnerne Nils Joakim
Kähler (1906-1979, keramiker) tager sig af det kunstneriske
og Herman Jørgen Kähler (1904-1996, keramiker) tager sig af det
administrative og til dels glasurfremstilling.
Begge sønner bliver udlært i 20’erne og Nils bliver med
tiden drejer for Svend Hammershøi, hvilket kan ses i hans
egne arbejder gennem tiden - moderne udgaver af den
Hammerhøiske stil med den grå/sort/hvide glasur. Stentøj med turkis
og gul glasur dekoreret med stempling i f.eks. fiskebenmønster og
saltglaseret stentøj. Formerne tager ofte udgangspunkt i cylinderen.
Han har også lavet en del tepotter og sparedyr.
  
Det bliver Nils J Kähler, der kommer til at dominere rent
kunstnerisk og præge Kähler værkstedets sidste tid fra 40’erne og frem til
lukningen. Foruden HAK signerede Nils Kähler altid sine ting Nils.
Fra 1944-1955 - Astrid Tjalk (1925-, malerpige og
dekoratør). Får, ligesom Signe Steffensen i sin tid fik, lov at udfolde
sine dekorative evner – ofte abstrakte og eksotiske mønstre gerne med
fiskemotiver.
Af malerpiger må også nævnes Gete Petersen, hvis
kendetegn er mønster a’ la Tjalk. Eva Haase’ kendetegn er motiver
med fugle og fisk.
Fra medio 50’erne og til ultimo 60’erne udføres der en række
bygningsudsmykninger og store skulpturer. Disse opgaver ledes af Herman J
Kähler og udføres af kunstnerne Bode Willumsen (1895-1987, billedhugger,
keramiker og grafiker), Arne Bang (1901-1983, billedhugger og
keramiker), Ejler Bille (1910-, maler og billedhugger), Gunnar Westmann
(1915-1985), Lennart Rodhe (1916-, maler og professor), Rasmus Nellemann
(1923-, grafiker), Allan Schmidt (1923-1989, maler), Jens Rosing (1925-,
tegner), Eva Sørensen (1940-, billedhugger og keramiker) blandt mange
andre.
Kähler værkstedet deltager i et væld af internationale
udstillinger og får så mange medaljer, at det vil række for vidt at nævne
alle.
Ligeledes er rækken af kunstnere, som har været hos eller
samarbejdet med værkstedet lang. Udover de, der allerede er nævnt, kan der
tilføjes: Fritz Syberg (1862-1939, maler), Carl Johan Bonnesen
(1868-1933, billedhugger), Gerhard Henning (1880-1967, billedhugger), Kay
Bojesen (1886-1958, sølvsmed), Gunnar Nylund (1904-1996, billedhugger og
keramiker), Erik Stockmarr (1905-1963, tegner), Erik Nyholm (1911-1990,
maler og keramiker), Ernst Eberlein (1911-1993, billedhugger), Christian
Poulsen (1911-1991, keramiker), Gutte Eriksen (1918-, keramiker), Ib
Wolffbrandt (1919-1993, billedhugger og keramiker), Georg Hetting (1920-,
keramiker), Erik Reiff (1923-, maler og keramiker), Bo Melander (1928-1995,
keramiker), Conny Walther (1931-, keramiker), Niels Refsgaard (1934-,
keramiker) Myre Vasegaard (1936-, keramiker), Sten Lykke Madsen (1937-,
keramiker), Alev Siesbye (1938-, keramiker), Carl Cunningham-Cole
(1942-, keramiker), Peder Rasmussen (1948-, keramiker) blandt mange
andre.
De tidlige ting stemples ved at presse, indridse eller male
Kähler navnet. Stempling af genstandene starter sporadisk i 1872 med et
HAK, og fra 1913 bliver det obligatorisk med et presset og sammenskrevet
 , designet af Svend Hammershøi.
Det bruges helt frem til værkstedets ophør, af og til sammen med
kunstnersignatur.
Både Nils J. Kähler og Herman J. Kähler forlader værkstedet
på grund af indbyrdes uoverensstemmelser, der tager udgangspunkt i datidens
trange kår for branchen. Nils går selv i 1968 og Herman afskediges af
værkstedets bestyrelse. Trist for et så berømmet værksted, at det ender på
den måde.
5. genration Nils’s søn Lars Henrik Kähler (1943-,
keramiker) og hustruen Solveig Kähler (1942-2000, keramiker) får
til opgave af bestyrelsen at køre værkstedet videre med Lars
Henrik som kunstnerisk leder. Det bliver kun til en kort periode fra
1970-1971.
1974 må fabrikken lukke og dens samlinger overdrages til
Næstved Museum, som i dag har en stor permanent udstilling af Kähler
keramik.
KONGSTRAND
& PEDERSEN
Søren Kongstrand (1872-1951) var en succesfuld isenkræmmer
med en stor interesse for keramik.
Som autodidakt keramiker etablerede han sit keramiske værksted i 1907. En
håndfuld dygtige keramikere blev ansat. Søren Kongstrand måtte simpelthen
afprøve sine ideer og evner som keramiker.
Også nevøen Jens Pedersen (1890-1956) blev ansat og blev oplært som
keramiker.
Søren Kongstrand og Jens Pedersen arbejdede sammen i
Kongstrands keramiske værksted. Kongstrand med visionerne og kreativiteten
og Pedersen som den flittige drejer.
   
I 1911 havde Kongstrands Værksted sit gennembrud på
Charlottenborg.
Jens Pedersen Fiskeørn m/bytte
Pressemærker: SK Søren Kongstrand; JP Jens Pedersen
Horsens
(Jylland) egnens værksteder og pottemagere
Niels
Peter Nielsen (1888-1968,pottemager):
Værksted i EGEBJERG v/Horsens (1909-1918)
Keramikfabrikken DANICO, Horsens (1919-1929)
Dagnæs Keramik, Dagnæs v/Horsens (1930-1946) flyttes til Torsted v/Horsens
i 1947-?)
Niels Peter Nielsen starter med et værksted i Egebjerg v/Horsens. Dette
værksted etablerer han i 1909 efter endt uddannelse som pottemager på
Lervarefabrikken Annashaab også i Egebjerg.
På værkstedet fremstiller han potter, skåle, syltekrukker, tallerkener,
vaser og skulpturer.
Varerne fra Egebjerg har et indpresset N P Nielsen, EGEBIERG eller et
indridset sammenskrevet N og P under bunden.
 
Nielsen
stifter bekendtskab med købmand Corfitzen fra Horsens, og sammen beslutter
de at starte en keramikfabrik
med Nielsen i direktørstolen og Corfitzen som den finansielle bagmand.
Fabrikken får navnet DANICO (sammensat af dansk, Nielsen og Corfitzen) og
starter i 1919 i Horsens.
Der fremstilles pyntegenstande så som skåle, krukker, vaser, opsatser og
urtepotter.
Pottemagerne Karl Hansen og Frederik Jørgensen, som kommer fra Herman A.
Kähler, bliver ansat, hvilket sætter sit præg på de fremstillede varer –
der bliver i stor stil dekoreret med hornmaleri med blomsterornamentik i
Skønvirkestil, som er den noget sene danske udgave af den franske Art Nouveau
stil fra perioden 1890-1910.
Af ansatte kan ligeledes nævnes pottemageren Leon Dissing (1897-1986) som
senere får eget værksted i Horsens.
  
  
Er
dekorationerne udført i blå og grøn på en hvidgul bund, så er det svært at
se forskel på, om det er en ting fra Kähler i Næstved eller fra DANICO –
men er der et sammenskrevet HAK under bunden, er det en Kählerting, da
disse altid er stemplet med HAK.
Denne lighed er man vistnok og forståeligt lidt træt af hos Kähler.
De 2 pottemagere fra Kähler er uden tvivl et par kompetente herrer.
Hornmaleriet ud i sådanne dekorationer er en svær teknik, der kræver en
sikker hånd, og især når der arbejdes vådt i vådt. Der fyldes begitning
(farvet ler rørt op i vand) i et udhulet kohorn, hvor spidsen er skåret af.
I denne spids er der isat spidsen af en gåsefjer. Gåsefjeren snittes skråt
af og kan derved anvendes som pen. Maleren kan med tommel- og pegefinger
klemme omkring gåsefjeren og dermed styre strømmen af begitning.
For den kunstneriske ledelse stod kunstmaler Eiler Løndal (1887-1971). Om
Løndal ikke får frie nok rammer til udfoldelse af sit kunstneriske talent
vides ikke præcist, men han vælger at trække sig omkring 1922, og efter
sigende ødelægger han alle sine forme, inden han rejser, så han må have
været slem utilfreds.
Eiler Løndal
(forrest) og Frederik Jørgensen (siddende bagest) på Danico.
Danicos
varer bliver forhandlet via agenturer til udlandet bl.a. til USA.
Varerne fra Danico er under bunden stemplet med et indpresset DANICO og et indridset
nr. Nogle gange er der kun et nr. Er der blot et nr. vil rettesnoren være,
at nr. 1-499 og nr. 800- og opefter tilskrives DANICO og nr.500-799
tilskrives Lervarefabrikken Annashaab. Enkelte genstande, der kun har et
nr., kan dog også være Eiler Løndals fra hans tid i Århus.
Fordelingen er konkluderet ud fra bl.a. eksisterende kataloger,
billedmateriale og private storsamleres samlinger af keramik fra DANICO og
Annashaab.
Hvorfor der tilsyneladende er denne fordeling vides ikke, der kan kun gættes
på en form for aftale fabrikkerne imellem, eller det kan have noget at gøre
med Løndals skifte fra DANICO til Annashaab, dette er kun gætværk.
Fabrikken må lukke i 1929. Konkurrencen er hård bl.a. fra Lervarefabrikken
Annashaab, som kortvarigt ansætter Eiler Løndal og får godt gang i
produktionen af Skønvirketing.
Niels Peter Nielsen er ikke sådan at kue, han starter eget værksted i
Dagnæs v/Horsens i 1930, Dagnæs Keramik, her fremstiller han keramik i en
helt ny stil. Flere unikating, hvor en bourgognefarvet glasur bliver et af
hans kendetegn.
  
Fabrikken i
Dagnæs bliver lukket omkring 1946, og i 1947 åbner Niels Peter Nielsen igen
værksted i Torsted, ligeledes ved Horsens, og stadigvæk under navnet Dagnæs
Keramik.
Sønnen Carl Johan Nielsen bliver udlært hos faderen og fører Dagnæs Keramik
videre efter faderens død i 1968.
Varerne fra Dagnæs stemples med et indpresset DAGNÆS eller et indridset og
håndskrevet DK under bunden.
Lervarefabrikken Annashaab, Egebjerg v/Horsens (1891-1958)
Fabrikken bliver startet af pottemager Jens Holm Rasmussen (1855--)der er
udlært i den kendte pottemager by Sorring v/Silkeborg.
I starten og helt frem til 1922 bliver der hovedsageligt fremstillet
husgerådsting og natpotter til Horsens fængsel.
Rasmussens stedsøn Peder Madsen (1876-1955) er blevet udlært hos
stedfaderen og bliver med tiden indsat i fabrikkens ledelse.
  
I 1922
kommer Eiler Løndal efter bruddet med DANICO og der indledes produktion af
pynteting så som vaser, krukker, urtepotter, opsatser m.m. A’ la DANICO
(dekoration med blomsterornamentik og hornmaleri).
Nu er der 3 fabrikker, der næsten laver den samme dekoration med blå/grøn
blomsterornamentik på hvidgul bund.
Varerne fra Annashaab er stemplet under bunden med en presset trekant,
hvori der er et L, og nederst står der DANMARK. Trekanten står for et A
(Annashaab) og L’et står for Lervarefabrikken. Ligeledes er der et
indridset nr. Nogle gange er der kun et nr. Der kan også være indpresset
ANNASHAAB.
Eiler Løndal rejser efter knapt et års tid, og dermed er også fabrikkens
kunstneriske dynamo væk.
Fabrikken lever indtil 1930’erne højt på hans modeller. Herefter begynder
der en svær tid, og i 1958 lukker fabrikken.
Eiler Christensen Løndal (1887-1971)
Eiler Løndal
er født i Silkeborg 1887 og bliver uddannet kunstmaler, men fatter en stor
interesse for keramik.
Han bliver ansat hos DANICO som kunstnerisk leder og har en stor del af
æren for DANICOs succes. 1922 forlader han DANICO og bliver ansat hos
Annashaab Lervarefabrik, hvor han er et års tid. At han er så kort tid
begge steder skyldes måske, at han ikke får de udfoldelsesmuligheder, som
han ønsker, og som hans talent fortjener.
Han foretager mange rejser i Europa og til Konstantinopel, Jerusalem og
Cairo, hvor han samler inspiration, før han i 30’erne flytter til Århus og
helliger sig maleriet. Dog bliver der stadig arbejdet i keramik.
Hovedparten sælges direkte fra værkstedet i Gerlachsgade og atelieret i
Jyllandsallè 6, Århus. Foruden vaserne bliver der på værkstederne i Århus
også lavet flere skulpturer af pramdragere og pottemagere.
Eiler Løndal
i Gerlachsgade 1940
Stilen er
for flere af tingenes vedkommende stort set den samme som på både DANICO og
Annashaab, og der skal et skarpt øje til for umiddelbart at kende forskel.
Det gør heller ikke tingene nemmere, at Løndal vælger at mærke mange af
sine ting kun med et nummer, ligesom mange af tingene fra DANICO og
Annashaab.
I enkelte af tingene er dog stemplet Løndal.
   
Privatfoto fra Løndals egen udstilling i Århus.
De mange rejser sætter et tydeligt orientalsk præg på hans
arbejder. Efter Løndals død køber Horsens kommune en del af dødsboet. En
stor del af disse ting er efter sigende, i årenes løb, blevet brugt som
gaver fra Kommunen.
Leon Dissing (1897-1986), Horsens
Leon Dissing
er ud af en stor børneflok på i alt 8, hvoraf 7 kommer til at arbejde med
pottemageri alle med egne værksteder. Faderen Jens Andreas Pedersen Dissing
(1866-1932) er pottemager, og alle 7 bliver udlært hos ham.
Han er nogle år hos henholdsvis DANICO og Lervarefabrikken Annashaab, inden
han vælger at få fod under eget bord i 1930, hvor han køber et værksted i
Horsens.
Sortimentet er i starten ret begrænset, men snart udvider han med fade,
figurer, vægvaser, vaser, krukker, testel, barselspotter, opsatser m.m.
    fra Danico tiden
Han laver
nogle meget interessante ting med en sort glasur og orangerøde kanter og
ting i en spændende grøn glasur a’ la vibeægsskal også med orangerøde
kanter.
Dissing er aktiv lige til det sidste skønt gigten i fingrene plager ham som
så mange af datidens pottemagere. Han prøver kræfter med abstrakte
relieffer og fremstiller mange af de populære fade, krus, tallerkener,
æggebægre m.m. i en køn almuestil.
Udstilling Værkstedsbygningen eksisterer i dag i sin oprindelige stil,
men anvendes ikke.
Varerne fra Leon Dissings værksted er ikke altid signeret, men kan have et
indridset og sammenskrevet LD under bunden eller et indpresset DISSING med
et indridset håndskrevet L foran.
|
